Distriktsponystævne i HHH Udskriv

Distriktsponystævne i HHH

altI den forgangne weekend afholdte Han Herreds Hestesportsklub årets distriktsstævne. Denne gang var vi også vært ved distriktsmesterskaberne i holdspringning, som både trak mange hold til men også mange tilskuere. I ugerne op til stævnet knoklede mange af klubbens medlemmer for at få alt klappet og klart til arrangementet, og alt kørte bare som det skulle, da stævnet oprandt. Vi havde fået rigtig mange flotte gevinster sponsoreret af lokale forretninger samt rideudstyrsbutikker i Nordjylland, så der var også meget festivitas omkring præmieoverrækkelserne.

 

Der var i alt knap 250 starter i springning, hvilket vi er godt tilfredse med. Efter stævnet skal den teknisk delegerede udfærdige en stævnerapport, hvor klubben igen formåede at opnå rigtig flotte karakterer og beskrivelser, noget der er dejligt, når så mange frivillige har lagt mange timer i arrangementet. Søndag aften efter der var ryddet op sluttede 30 af de frivillige af med fællesspisning, hvor der blev talt om stævnerapporten og om hvad vi måske skal gøre anderledes næste gang.

Der var også deltagere fra HHH og de opnåede også flotte placeringer: Lærke Kristensen opnåede på en af klubbens heste, Laban en flot 3. plads i LC kat. III og II. Ligeledes opnåede Mathias Kloster Sønderhaven på Magnus en 3. plads i LC kat. I. I LC opnåede den lokale pony Amman med ”reserve-rytter” AK Andersen en flot 2. plads. Mie Torp på Frederik blev efter et flot ridt placeret som nr. 3 i LB. Holdspringningen blev vundet af et hold fra Sportsrideklubben Aalborg med Løgstør Rideklub på andenpladsen.

Næste arrangement i klubben er torsdag d. 23. hvor der er begynder/forældrekursus, hvor nye ryttere og deres ryttere kan få en masse teori og praksis på plads, så de er i stand til selv at gøre hestene klar til ridetime samt ordne dem korrekt efter endt ridetur. Det kan stadig nås at møde op – også uden tilmelding.

D. 2. og 3. oktober afholdes årets klubmesterskaber, der sædvanen tro også byder på årets elevrytter samt klasser for de helt små. Desuden vil der lørdag aften være fællesspisning. Der vil igen i år være rigtig mange starter til mesterskaberne. 

Senest opdateret: Søndag, 24. oktober 2010 15:21